snøft!

Øv, øv.

Knægtens kælekanin begravede vi i går!
Hun havde skrantet lidt i et par dage. Men havde spist og ville kæle som hun plejede.
Torsdag aften ville hun helst side og putte sig i hjørnet af buret, og kom ikke frem da der skulle fodres.
Fredag, da vi kom hjem fra arbejde og skole, da lå hun og var død.

Det er jo desværre det der sker, her i livet. Men hun var efterhånden også blevet en dame på omkring 8 år og  havde nået at få to hold unger. Den ene har vi endnu, så helt tomt bliver der ikke i kaninfolden!

Og så har sønnen jo stadig hende her:    Knurre - sur, arrig og knurrende. Undtagen over for sønnen. Der er hun den sødeste, venlige, kælne kat.